Bag muren

Pink Floyd the Wall - om baggrunden og temaerne for musikken og filmen.

Rockmusik på afveje

'The Wall' er historien om en rockstjerne, der ikke kan kapere med pludselig berømmelse og den magt, der følger med. Men undervejs får vi faktisk hele hans livshistorie og der er mange andre brikker der spiller ind i hans store nedtur. Film og musik er spækket med billeder og symboler. Temaerne er mange.

Både musikken og manuskriptet til filmen er først og fremmest skabt af Roger Waters. Han var sanger, bassist og den daværende hovedkraft i Pink Floyd. Idéen til the Wall opstod efter sigende i forbindelse med en koncert 6. juli 1977. Gruppen turnede med albummet Animals og deres succes var større en nogensinde, men forholdet mellem musikerne var begyndt at knirke og de følte sig hårdt pressede. På den amerikanske del af turnéen begyndte tingene for alvor at køre af sporet. Roger Waters blev stærkt frustreret over de store stadion koncerter. Hysteriske fans råbte og skreg. Der var slagsmål, blev kastet med fyrværkeri og ingen kunne hverken høre eller se hvad der foregik på scenen. Tæt på et nervøst sammenbrud begyndte Waters at føle afsky for sit eget publikum. Koncerten i Montreal (Canada) var den sidste på turnéen og dråben der fik bægeret til at flyde over. Roger Waters skulle synge en af sine relativt få optimistiske sange om kærlighedens styrke, Pigs On the Wing. Ingen hørte efter og han afbrød sangen.

"Jeg var på scenen og der var en fyr på den forreste række der råbte og skreg konstant gennem det hele. Til slut vinkede jeg ham over og da han kom tæt nok spyttede jeg ham i ansigtet. Jeg blev selv så forskrækket over hændelsen at jeg begyndte at tænke: Vent lige lidt. Det her er helt forkert. Jeg hader det."

Efter turneen besluttede Waters sig for at skrive for at bearbejde sine frustrationer om forholdet rockstjerne/publikum - en slags terapi. Den teatralske idé om at bygge en mur mellem bandet og de overbegejstrede fans var opstået. Skriveriet blev til sange. Sangene blev til et sammenhængende dobbelt album, en række rockhistoriske koncerter, og et par år efter ...til en film.

Historien om Pink

Hovedpersonen i The Wall er rockstjernen Pink. Hans dilemma tager udgangspunkt i Waters egne oplevelser i rock-miljøet, men de mere vilde sider af hans personlighed er nok modeleret efter andre i branchen. Tankerne ledes uundgåeligt mod syrehovedet Syd Barrett, som var det oprindelige kreative talent i Pink Floyd. Allerede i 1968 var berømmelse og stoffer gået ham så meget til hovedet at det var umuligt for de andre i bandet at arbejde med ham. Han lavede nogle få, temmelig specielle soloplader og har siden levet en yderst tilbagetrukket tilværelse. Andre rockskæbner som Hendrix, Jim Morrison, David Bowie, The Who, Mick Jagger og Brian Wilson er også en del af det kludetæppe, der udgør "Pink". Med undtagelse af Syd Barrett har Pink Floyd har altid været et forholdsvist anonymt band. Det var ikke Pink Floyd der gik amok på hotelværelser og over gevind med de hårde stoffer. Men den slags var i høj grad en del af rockmiljøet i halvfjerdserne. Det solgte godt og bag det hele gemte sig musikbranchens pengemænd.

"We're just knocked out
We heard about the sell out
You gotta get an album out
You owe it to the people
We're so happy we can hardly count"

Pink er en rock "rod", men samtidig søger han i panik efter identitet og faste holdepunkter. Måske er det bl.a. derfor at the Wall appelerede til så mange identitetssøgende teenagere i firserne.

Filmen indledes med Vera Lynns sang om en faderløs dreng: "The Little Boy that Santa Claus Forgot". Både Roger Waters og Syd Barrett var faderløse som den fiktive "Pink" i the Wall. Det var Roger Waters far der døde under 2. verdenskrig. Syd Barretts mistede sin far da han var 12, og hvis den overbeskyttende mor fra The Wall er inspireret af virkeligheden må det være fra denne familie. Roger Waters har flere gange benægtet at den omklamrende moderfigur har noget tilfælles med hans egen mor.

Is it for this that Daddy died?

Det er ingen overdrivelse at både den manglende far og krigen der tog ham, har været et tilbagevendende tema i Roger Waters sangskrivning. Mest direkte bliver det behandlet i The Wall, men også det efterfølgende album The Final Cut, behandler emnet meget personligt og er dedikeret til Waters far. The Final Cut blev det sidste album Roger Waters indspillede med Pink Floyd. Det var oprindeligt planlagt som en slags soundtrack-udgivelse af filmens musik. En del af musikken blev genindspillet til filmen og to nye sange dukkede op: When The Tigers Broke Free og What Shall We Do Now?. Det var til dels Margaret Thatcher der har æren for at The Final Cut i stedet blev til et album med nye sange. Med udbruddet af Falklandskrigen var Roger Waters vrede og krigslede vækket igen. Nu skulle engelske soldater igen dø - og for hvad?

"What have we done to England
Should we shout, should we scream?
What happened to the post war dream?
Oh Maggie, Maggie what have we done?"

Roger Waters er stadig i dag en meget politisk sangskriver, der forsøger at åbne vores øjne for forrykte magthavere, overtrædelse af menneskerettigheder og andre af verdens groteske forhold. Atomtruslen kom under behandling i hans musik til filmen When The Wind Blows og igen på albummet Radio K.A.O.S. Da amerikanerne sendte deres fjernstyrede missiler ind over Irak fik de hårde ord med på vejen på Amused To Death. På en anden af sangene hører vi en begejstret tv-speaker kommentere USAs krig som om det var en sportsbegivenhed. Bartenderen bliver bedt om at skrue op for lyden på TV: Guds eget land går igen til kamp mod det onde. Det ligger ikke langt fra virkeligheden. Da nyheden om at USA havde indledt angreb på Afghanistan nåede et fodboldstadion brød folkemængden ud i vild jubel.

En smule mere håb kan spores i den nyeste sang fra Roger Waters. En lille scene fra krigen i eks-jugoslavien.

"He gives her water, binds her wounds
and calms the crying child [...]
And there at the kerb
the samaritan Serb turns and waves goodbey And each small candle lights a corner of the dark."

Fascismen

Eric Fletcher Waters blev dræbt i en af 2. verdenskrigs utallige kampe. Han var blot en lille brik i generalernes store spil. Men i det mindste var han med til at holde stand mod nazismen. Det engelske, nynazistiske "National Front" var på fremmarch igen i slutningen af halvfjerdserne. Da "Pink" er blevet helt kold og død i øjnene forvandler han sig fra rockidol til nazistisk folkeforfører. Vi ser ham omgivet af sorte uniformer, hagekorslignende symboler og stort iscenesatte optrin -og vi ser ham, som en anden Hitler, omgive sig med børn. Mange finder filmen ubehagelig at se, bl.a. på grund af disse scener. Filmens scener er, som fascismen, både fascinerende, forførende og afskyelige. Ved optagelserne var en stor del af statisterne rigtige engelske skinheads. Måske er det medvirkende til at scenerne virker så skræmmende. Det er en temmelig modbydelig forestilling vi er vidne til "In the Flesh", men der skal naturligvis ikke herske nogen som helst tvivl om at Pink Floyds og filmens budskab er det stik modsatte af fascismens. Filmen bringer vigtige advarsler som vi tilsyneladende stadig i dag har brug for at høre.

I sangen In the Flesh henvender nazi-Pink sig direkte til os, hans beredvillige publikum. The Wall koncerterne viste at grænsen er svær: Publikum deltog i forestillingen og rakte beredvilligt armene i vejret for at lave "hammer-hilsenen". Mange tog hammersymbolet til sig. Måske varede det et stykke tid før det gik op for dem, at de selv havde været med til at demonstrere hvor let det er at få magt over en begejstret folkemængde med populistiske og forsimplede budskaber.

Aktuelle emner?

Advarsel, personlige holdninger forude!!! I hjemlig dansk målestok fik VK-regeringen (med Dansk Folkeparti) magten på forenklede populistiske budskaber. Først og fremmest blev der smidt brænde på bålet til en stadigt stigende fremmedfrygt. Terrorangrebet i USA hjalp med så der let kunne sættes lighedstegn mellem "de fremmede" og voldtægtsforbrydere og terrorister. Der er blevet oppisket en politisk stemning som overhovedet ikke har hold i virkeligheden. Hvis den militante retorik fortsættes er der dog alvorlig fare for at konflikterne optrappes. Ved samtidig at love skattestop, fjerne ventelister osv. var sejren i hus og det lader til at danskerne nu virkelig er blevet sig selv nærmest. Nogle vil nok mene jeg går for vidt i at inddrage den danske politiske situation her. Men for mig at se, er det et klart budskab fra Roger Waters at vi skal være på vagt over for netop denne slags strømninger. At Dansk Folkeparti har fået fingrene til kagefadet ved en demokratisk folkeafstemning gør dem ikke mindre farlige. Da The Wall blev skrevet, forsøgte englænderne at overleve Margaret Thatcher. Nu har vi i Danmark fået en regering, der tilsyneladende har som ambition at overgå hende. Lige nu er det flygtninge og indvandrere det går ud over og man behøver bare at tage en tur med bussen for at høre at de politiske strømninger har slået igennem til de før så tolerante danskere. Ærgerligt og uhyggeligt at Europas højredrejning gør denne film er mere aktuel end nogensinde før.

"Would you like to see Britannia
Rule again my friend
All you have to do is follow the worms
Would you like to send our coloured cousins
Home again my friend
All you have to do is follow the worms"

Fra: Waiting for the Worms (Waters, 1979)

We don't Need No Education

The Wall var forsidestof allerede før albummet var på gaden. Singlen Another Brick In The Wall strøg direkte ind på hitlisterne og debatsiderne. For hvad mente de egentlig med at vi ikke har brug for uddannelse? De var da selv rimeligt veluddannede og intelligente mennesker?

Det spørgsmål er stillet til Waters mange gange siden. Kritikken i sangen går ikke på undervisning og uddannelse, men var mere specifikt rettet mod det stive engelske skolesystem og en type lærere der udtværede ethvert initiativ hos eleverne og det var ikke kun skolesystemet der stod for skud. Lærerne var blot en slags magthavernes håndlangere, der selv blev pint og plaget på hjemmefronten. De unge så ingen grund til at uddanne sig, når de alligevel ikke kunne få et job. Sangen var et oprør mod en voksende klassekonflikt og den sociale udvikling især i England. I Danmark blev sangen benyttet ved besættelsen af et "børnehus" i København. Den daværende Apartheidregering i Sydafrika fandt det klogest helt at forbyde sangen.

13 channels of shit...

Hele filmen igennem sidder "Pink" på sit hotelværelse og stirrer blindt ind i tossekassen. Han glider længere og længere ind i sig selv mens vold og gamle krigsfilm udspiller sig på de forskellige tv-kanaler han bevidstløst zapper igennem. Han tøver måske et øjeblik ved et ømt øjeblik i en gammel film.

TV'et er blevet Pinks sidste livline til omverdenen efter han er blevet totalt fremmedgjort for sig selv og alle i sin omgangskreds. Der er ingen tvivl om at Roger Waters ser fjernsynet som noget at det mest stupide vi mennesker kan finde på at tilbede. På coveret af soloalbummet Amused To Death er afbilledet en abe, der ser på TV. "The Human race has amused itself to death". Og der er sangen om ingeniørens datter, der ville have frihed og blev slået ihjel på den Himmelske Freds Plads i Peking: "Did we do anything after this? I have a feeling we did. We were watching TV."

Pinks problemer med relationer til andre mennesker er i høj grad en af årsagerne til at han må gemmer sig bag sin mur. Moderen lægger de første sten, og i skolen må Pink selv barrikadere sig for ikke at blive helt udslettet af ondskabsfulde lærere. Livet som feteret rockstjerne gør det ikke bedre. Groupier og stoffer fjerner ham fra omverdenen.

"Oooh Babe
Don't leave me now
Don't say it's the end of the road
Remember the flowers I sent
I need you Babe
To put through the shredder
In front of my friends"

Ægteskabet er i krise. Konen får ingen opmærksomhed og fjanter rundt med en anden mand, mens Pink er på turné i USA. Pink skriger om hjælp, men det er et tavst skrig og ingen hører det. Rockstjernen kan smadre alle de hotelværelser han vil, mens manageren vil trække overbærende på skuldrene og betale regningen. Lægerne får ham på benene og sender en ny og forvandlet Pink på scenen. Nu er der kun hadet tilbage.

Filmen

De første idéer til både koncerter og film blev udviklet samtidig med at musikken til dobbeltalbummet The Wall tog form. Den politisk-satiriske tegner Gerald Scarfe var med på sidelinien og bidrog med en hel del af showet, animationer og dukker til koncerterne. De fem koncerter i Londons Earls Court blev filmet af Alan Parker og oprindeligt var det meningen at disse optagelser skulle være en bærende del af filmen. Men Parker ønskede at flytte fokus fra en kocertfilm til noget mere filmisk og narrativt. Manuskriptet blev i stedet skrevet om til en kompliceret række flash-backs, fantasier og tegnede sekvenser. En film uden dialog, men med masser af musik og sammenhængende historie om Pinks rejse mod afgrunden.

Sangen Hey You er kom ikke med i den færdige film. Der blev optaget nogle temmelig voldsomme scener med kampklædt engelsk politi der tager hårdt fat på nogle demonstranter/ballademagere. Roger Waters fandt filmen for lang og scenen for voldsom, og bad om at få scenen fjernet. Nogle af optagelserne blev brugt andre steder i filmen. Den oprindeloge råklipning af Hey You scenen kan ses som ekstramateriale på DVD'en.

Det var store egoer der stod bag filmen. Især havde Roger Waters svært ved at enes med instruktøren Alan Parker. Parker kender vi fra temmelig mange andre filmsuccesser og han havde naturligvis sine egne idéer om hvordan tingene skulle være. Roger Waters kendte sandsynligvis ikke filmbranchens uskrevne regel om at manuskriptforfatteren bør holde sig væk fra optagelserne. Adskillige gange var Parker tæt på at forlade filmprojektet, men det hele lykkedes som bekendt til sidst. Måske er det Alan Parker der fik en hilsen i sangen Not Now John fra albummet The Final Cut:

"Not now John
We've got to get on with the film show
Hollywood waits at the end of the rainbow
Who cares what it's about, as long as the kids go"

Filmen havde verdenspremiere 14. juli 1982 i Empire Theatre i London. Pink Floyd, skuespillere and prominente rock gæster mødte op for at se resultater af de mange måneders hårde arbejde. Roger Waters beskrev arbejdet med filmen som "den mest modløse, neurotiske periode i mit liv, måske lige med undtagelse af min skilsmisse." Efter alle konflikterne var alle tilsyneladende tilfredse med resultatet. I dag er Roger Waters kun lidt ked af at filmen ingen humor har, og det kan man jo nok være tilbøjelig til at give ham ret i.

Efter indspilningen af filmen og det efterfølgende album eksisterede Pink Floyd reelt ikke som gruppe. Keyboardspilleren Rick Wright var mere eller mindre blevet smidt ud af Roger Waters (læs evt. artiklen Danger! Demolition In Progress) og samarbejdet mellem de resterende 3 var rent forretningsmæssigt. Det sidste vers om Pink Floyd blev udspillet i retten. Roger Waters tabte rettighederne til navnet Pink Floyd. I et nydannet selskab ved navn Pink Floyd 1987 ltd. genoptog David Gilmour, Nick Mason og Rick Wright pladeudgivelser og stadion koncerter. Der var fortsat interesse og stor succés for Pink Floyd, men der var åbenlyst mindre "kød på" sangene efter Roger Waters forlod gruppen.

Roger Waters fik efterhånden dæmpet sin vrede tilstrækkeligt til at han igen kunne lave god musik. Men bortset fra den gigantiske genopførelse af The Wall i Berlin 1990, har han fortrinsvis holdt sig til koncerter i en lidt mindre og mere menneskelig målestok. Først i starten af 90'erne kom kreativiteten tilbage igen og efterhånden fik Roger Waters igen trang til at indspille musik og spille live. Han har ikke længere den samme fremmedgjorte følelse i forholdet til publikum - det kan næsten ses på Roger Waters at han nu endelig nyder at optræde. Han prøver stadig at undgå de allerstørste stadionkoncerter. Ifølge flere interviews er 20.000 mennesker dog stadig under den grænse hvor han stadig føler der er en slags intimitet(!). Netop nu starter hans store verdensturné der bringer ham til Forum i København 2. juni. De nye sider af Roger Waters kan høres på live-albummet In The Flesh og en flot DVD-udgivelse. I april 2002 udgives Flickering Flame - en samling af de bedste Roger Waters sange.

"Just love those laser guided bombs
They're really great for righting wrongs
You hit the target and win the game from Bars 3,000 miles away
We play the game with the bravery of being out of range"

20 år med The Wall

Der er gået tyve år siden Pink Floyd The Wall havde premiere, og den sidder stadig dybt i underbevidstheden hos mange af os. Måske har filmen gjort os lidt mere kyniske. Forhåbentlig har den bare mindet os om at vi skal huske at sige fra i tide. Det må ikke mindst gælde at tage fuldstændig klart afstand fra de højre-nationalistiske partier der af og til stiker snuden frem rundt omkring. Filmen og musikken holder stadig. Tiden er inde til et gensyn på biografens store lærred. Hvis du aldrig har set filmen er det bare med at få bestilt nogle billetter eller bestille den på DVD. Du risikerer nogle forskrækkelser og en hæsblæsende, uafrystelig, tankevækkende oplevelse. Pink Floyd The Wall var mange på mange områder forud for sin tid -og den holder stadig.

Jacob Crawfurd
The Pink Floyd HyperBase, Feb. 2002