Info/help

Anmeldelse af filmen Pink Floyd The Wall fra tidsskriftet Levende Billeder nr. 10, 1982

Pink Floyd The Wall

Gennem Lydmuren

The WallAf Lasse Ellegaard

Så kom The Wall-movie...... en banal selvfølgelighed efter dobbeltalbummet og de opulente festforestillinger, hvor Pink Floyd satte punktum for the booming era i rockhistorien, sluttede tresserne af en gang for alle og pegede fremad mod nye fascistiske tider. I øvrigt er Pink Floyd opløst som gruppe, det siger i hvert fald forlydender, omend de er unøjagtige og løsagtige. Men man tror det gerne. For hvad skulle komme efter kraftanstrengelsen med The Wall? Bortset altså fra en film.

Og hvilken film. Et billeddigt rækkende fra fyrrernes verdensinferno til firsernes nøgternt kolde følelsesløse fascisme. Filmen er nøjagtig lige så lang (eller kort) som en fodbold kamp, og det er længe siden jeg har foretrukket film for ordentlig fodbold, men i dette tilfælde er ikke ét af de 90 minutter spildt. Det er lykkedes Alan Parker at skrue sine billeder sammen i et forløb, hvor Pink Floyds musik så at sige får lov at stå alene samtidig med, at der kører en billedmæssig handling, en rød tråd, et forløb... Det svære ved musikfilm, eller i hvert fald rockfilm, er jo netop og har altid været at finde plausible begrundelser for at fyre musikken af i hovedet på publikum. Og selv ikke i mesterværker som »Yellow Submarine« og »Tommy« har det kunnet lade sig gøre uden kunstige overspring i handling og ledetråd. I The Wall er problemet simpelt hen løst ved at ignorere det som problem. The Wall er primært et musikalsk epos med billeder til, vekslende mellem »almindelig« spillefilm-handling og surreale tegnefilmssekvenser af den geniale Gerald Scarfe, som herhjemme desværre kun kendes for sine vignetter til TV-serien »Javel hr. minister«. Men Scarfe er en tegner, som har inspireret for eksempel Ralph Steadman og - vover jeg at påstå - Per Marquard Otzen.

Jeg husker hans tegnefilm fra sceneopførelsen af The Wall, hvordan de indføjede sig i show'et som naturlig forlængelse af musikken, og på samme måde er det i filmen: Overgangen fra filmet handling til handlingsmættet tegnefilmsfantasi sker hele tiden lige når der er brug for det - ikke før og ikke efter... og aldrig for meget.

Rockmusikken - fascismens redskab?

The WallThe Wall er et musikalsk digt om vor tid og dens generation, spundet over det britiske middelklasse-med-rækkehus-mare ridt. Pink er en lille dreng fra 1944 hvis far slås ihjel i et af krigens mange nytteløse slag, han vokser op i skyggen af skolesystemets torturmetoder, af moderens kolossale patter, af klassesamfundets inddeling efter rangorden. Pink bliver - som så mange engelske freaks med begavelse og manglende medfødt baggrund - rockstjerne, og nogle af filmens mest bevægende øjeblikke er dem, der skildrer stjernelivets uforsonlige kedsommelighed. Og dens indholdsmæsssige tyngde ligger i gruppens dristige påpegning af rockmusikken som potentiel fascistisk instrument. Rockmusikken - tressernes frihedssymbol og frigørelsesredskab - er i sit væsen og sin funktion potentielt fascistisk med sin idoldyrkelse, massehysteriet omkring stjernerne, udnyttelsen af kvinden som kneppedukke og - især - rockmusikernes hysteriske oplevelses jagt, som fører ud i selvdestruktion og selvforagt. Sådan skildres Pink, den engelske rockstjerne på turne i USA, og sådan har Pink Floyds Roger Waters utvivlsomt oplevet sig selv og kolleger. Hans sange tilbage i bagkataloget har ofte drejet sig om samme emnekreds: Rockmusikken som et stort, hyklerisk teater, der foregiver at være frigørende men som reelt er undertrykkende og fordummende fordi rockmyterne spærrer for reel oplevelse af sig selv og omverdenen.

Liderlig lyst i elektrisk forstærkning

Det er den mørke dæmoni i rockkulturen. Den lyse er naturligvis det man med en pølsetysk glose kan kalde der tanzrytmus, ikke sandt, det kropsligt funktionelle og emotionelt lystne... lysten er jo når alt kommer til alt den bestanddel musikken, som betinger dens oprørske image, ikke så meget fordi rockforbrugerne syntes det, men fordi kleresiet af skolemestre og frøkner blev forskrækkede den gang for snart par generationer siden... The Wall har hele den flotte historie med på billedsiden, og Alan Parker har ikke været bange for at gribe om modsætningerne med begge barkede hænder. Hans mod til at være firkantet, kompromisløs, jeg-mener hvad-jeg-viser er frapperende i sin direkthed og forfriskende sin manøvrefrihed. Der er ingen småfisede intellektuelle fornemmelser, der skal onaneres på- skolebørnene i The Wall kommer igennem en ordentlig kødhakkemaskine og spyttes ud som hakkemad i den anden ende- enhver feinschmechende spinatfugl med sellerisaft i nosserne vil rynke på næsen og slå øjenvipperne ned over en sådan profani, men, men, venner... rock er ikke Elton John og The Bee Gees og lette rum med eftermiddagssol dusende gennem hvide gardiner. Rock er blodig fascisme og liderlig lyst i elektrisk forstærkning, og netop Pink Floyd, rockkulturens begavede flippere, hvis forhold til mediet altid har været præget af beskeden tilbageholdenhed på det vulgære plan og omvendt aggressiv udfordren pa det kunstneriske, netop Pink Floyd er ikke til at komme udenom, når de siger disse ting.

Forresten er de slet ikke med i filmen som personer - denne tilbageholdenhed, denne viden om, hvad der er vigtigt og hvad der er af betydning. Man kan sige, at det ikke er Floyd men Roger Waters, bassisten og den drivende kreative kraft i bandet, der har styret The Wall som projekt, Waters er blot et navn... jeg mener, skønt gruppen er dem, jeg hører oftest uden professionel forpligtelse, er jeg nu og da i tvivl om Waters er ham den lidt tykke eller ham det smalle, intelligente ansigt. Og i øvrigt er jeg slet ikke klar over om Mason og Wright stadig er med i gruppen. Floyd er på en sær facon en anonym størrelse, et begreb i rockhistorien, egentlig kun kendt gennem musikken og lyden. Derfor generer det ingen, at det er Bob Geldof, sangeren i The Boomtown Rats, der spiller Pink i fin stil med masser af hints til Mick Jagger-Jim Morrison-myterne, der har sansen for dæmonien i denne branche, og i det hele taget er skuespillerne velvalgte. Selv de børn, der spiller Pink før han blev til Floyd, er overraskende gode (barneskuespillere er ellers en af mange gode grunde til aldrig at gå i biografen Hvis The Wall ikke var lavet som film, ville det have været i orden. Selve værket er i sig selv et fint lydspor til en hvilken som helst film, som hvem som helst har lyst til at have hamrende i knoppen under lytning - det er jo en af årsagerne, til at albummet er et hovedværk - og dybest set er filmatiseret et overfald pa den enkeltes fantasi. Nu er versionen lavet, fortolkningen er gjort, udlægningen er definitiv. Musikken er nogle rammer som overlod det til lytteren af definere et univers, hvor koderne var givne men hvor billederne afhang af en selv. Sådan er det ikke efter 90 minutter med Alan Parkers og Gerald Scarfes illustration til lydsporet - som er lidt afskåret og lettere redigeret i forhold til originalen. Så er det, man må tage stilling til om fortolkningen holder, om den udvider eller indsnævrer oplevelsen af The Wall som symfonisk rockprosa?

Signalement af en krises kulde

Svaret er, at The Wall-movie er et fint bud på en fortolkning. Når det endelig skal være. Værket er til syvende og sidst et signalement af den aktuelle krises følelseskulde og potentielle fascistiske trussel, som især i England er mærkbar med The National Front, men som vi osse herhjemme har mærket omend i mere harmløst underholdende bornholmerudgave, og denne vinkel på virkeligheden gengiver filmen i distant ironisk tonefald som på sin egen måde bliver en afspejling af tiden og krisen.

I virkeligheden er The Wall nok det bedste eksempel på, at det lader sig gøre at flytte rockmusikken udenfor koncertsal-ghettoen og ud i den virkelighed, den handler om. Det er en rockstjerne, en musiker, en indforstået, en Pink Floyd, der er den apatisk, dødssøgende hovedperson, som er nedsunket i et heroin-valium-univers uden håb og følgelig uden illusioner, men Waters får denne eksklusive tilstand gjort almen i sin sangcyklus og den sammenhæng har Alan Parker fanget i sin billeddækning. For The Wall er som sagt først og fremmest et stykke musik med billeder til. Men hvilke billeder.

-

Send this page