From Information 7. august 1980 

MUREN HOLDER 

Små 100.000 unge strømmer i denne uge til Earls Court i London for at overvære "århundredets koncert", Pink Floyds alive performance af The Wall. Information var med til premieren mandag aften 

Af Lars Bennike og Kirsten Jacobsen 

LONDON - Der er en sær lugt af ung armod foran undergrunds-stationen mandag aften. De kommer med busser. De kommer med tog. Mange gående, nogle på motorcykler, få i taxa og færre i egen bil. Krisens ungdom skal til koncert. 16.000 mennesker glider frem mod Earls Court Arena og inden ugen er omme vil anslået 96.000 have oplevet rockgruppen Pink Floyds live performance af dobbelt-lp'en The Wall. 

   Seks aftener i træk opfører gruppen, hvad fans - lidet overraskende - kalder "århundredets koncert". Pladen har indtil nu solgt cirka 10 millioner eksemplarer internationalt og verden ser sig selv Pink Floyd-iseret. The Wall er på udsalg på Piccadilly Circus og i Holbæk, men den er langt fra out. 
   Dens motto - break down the wall - blev malet henover Børnehusets facade på Christianshavn. I Berlin strømmer 20.000 børn i trods væk fra skolerne og lever som grupper på gaderne med deres transistorradioer uden at ville spor af det, voksne kalder "noget". På italienske drengeskuldre rider kæmpebåndoptagere, holdt på plads af en krum arm med spirende biceps, mens temaet: We don't need no education/we don't need no thought control runger i de smalle gader. 

   Men i samme Floyd-iserede verden kan gruppens medlemmer, Roger Waters, David Gilmour, Nick Mason og Richard Wright, stort set uantastet slentre ned ad hovedstædernes strøg, for det er kun pengehajerne og rockanmelderne, som rigtigt ved, hvordan de ser ud. Børnene, som synger (med), ved det i hvert fald næppe. Alligevel er de her i aften: gule, røde, sorte, hvide. 

Det gigantiske badekar  
   Allerede i sidste uge måtte koncertarrangøren, Harvey Goldsmith, i den engelske presse beklage, at der var udsolgt til næsten alle koncerter. Mandag morgen blev de sidste 320 billetter udbudt til ventendefans, og her mandag aften prøver fedladne bookmakers og six-pence "tyveknægte" at afsætte de absolut allersidste pladser - til grum overpris. 

   Forskellige sprog lyder som en messen hen over pladsen foran Earls Court Arena "det gigantiske badekar", som hallen blev kaldt i aftenens nyhedsudsendelse på reklame-tv-senderen, ITV. 
   En enlig punkagtig pige med blåviolet hår har forvildet sig herud. Ellers er billedet fjernt fra gamle dages koncerter med sjaler, fjer og tjald'er. Lappede cowboybukser, bulede T-shirts, nedslidte gummisko, flækkede læder- eller cowboyjakker, øldåser. 
   Er der virkelig lige så mange unge med hullet, beskidt tøj og dårlige tænder i Danmark? 

   På trappen samles fans fra Holland, Tyskland, Frankrig og Belgien. De er letgendelige på deres bedre tøj og solide vandrestøvler. Rygsækfolket. "Got any hash?" forsøger de sig. En lille fiks åh så british tweedherre med fuglekikkert i læderetui om halsen skiller sig påfaldende ud, han er på musikernes alder. 

Nedbidte sorte negle 
   Så samles der til indslusning gennem hallens fire dobbeltdøre. 
   En plysset minirocker i køen, drikker "Carlsberg" fra dåse. På hans ryg lyser billedet af et sølvskinnende barberblad med teksten: "Judas Priest - bitish steel". 

   Indslusningen tager vel 45 minutter i en em af bajere, sved og enkelte joints og cannelloni. Indgangshallen er tilsyneladende bygget om til lejligheden. Skillevægge af skærende neonhvide spånplader sluser det utroligt tålmodige publikum hen til fire billetkontrollører. 
   Tasker og lommer gennemsøges for båndoptagere og kameraer af emsige grønjakker fra Ess-service Ltd. 
   Det er forbudt at fotografere. Også for pressen. En af Pink Floyds tre husfotografer knipser, men vi kan ikke købe billeder af ham. De er kun til gruppens interne brug. Han hvisker dog, at en morgenavis fik lov at smugfotografere ved forprøven, men om billederne må offentliggøres, ved han ikke. "Try", siger han. En nabo i køen får klaustrofobi. En anden holder døren med en hånd med nedbidte sorte negle. Han er ikke alene. Earls Court Arena er stoppet til sidste pind. Brednumsede må have en delle eller to hængende på hver side af minisædet. Rækkerne proppes. 
 

Den mystiske anonymitet 
   Her er varmt,  men på trods af den tunge London-sommer sendes publikum på plads til tonerner af Bing Crosby's "I'm Dreaming of a White Christmas". Sangen er vel valgt som Vera Lynn, der dukker op i anden del af The Wall. Bing Crosby viser tilbage til 40'erne, der i det mindste for de fire musikere danner rammen om den uskyldige barndom. Før "muren" blev bygget. 
   Vi er her alle sammen. For at se, høre og føle Pink Floyds bidrag til 80'ernes rockmusik. Gruppen har - siden pladen kom på markedet i december sidste år - opført 10 udsolgte koncerter i de største auditorier i Los Angeles og New York. De kommer næppe til kontinentet. I USA har en tidligere plade, Dark Side Of The Moon (af mange betragtet som gruppens bedste), været det mest solgte album i syv år, den længste periode en plade nogen sinde har overlevet på toppen. Alligevel er gruppens medlemmer anonyme. For anonyme? Det konservative engelske nyhedsmagasin "Now" skriver, at "gruppens medlemmer mangler personlighed og kunne behøve et godt PR-arbejde". 

   Det blæser Floyd-erne på. De giver ikke interviews, ingen pressemøder. Intet. De foretrækker den mystiske anonymitet - og de har råd til det. 
   De har ikke fået megen foromtale, og de engelske radiostationer spiller dem "begrædeligt sjældent", som en aviskommentator udtrykker det. Alligevel kommer børnene, de unge og (få) midaldrende. 

I røg og kaskader af musik 
   Bryd muren, bryd isolationen. Klokken 20.15 - med det akademiske kvarters forsinkelse - begynder koncerten med en kort indledning og en skolemesteragtig (?) formaning: 

  "Brænd venligst ikke fyrværkeri af her i salen - tro mig, ladies and gentlemen, de vil alle have explosions in your mind efter aftenens forestilling. Og husk, at fotografering er forbudt - film vil blive konfiskeret ved udgangen." Toastmasteren, klædt i ulastelig smoking - drukner i lysbomber og lydhavet. Showet er i gang. Og ud gennem røg og kaskader af musik toner Pink Floyd frem. 
   Scenen er indrammet af en høj mur, som når helt op til salens balkon. Den er åben midtpå, og her står gruppen badet i  lysfarver, som ellers kun LSD synes at have ladet en se. 

   Intense, strålende, syge farver: Orange, søgrøn, rød, blåviolet, varmgul og horrorblå veksler som pulsslag, so ya thought ya might like to go to the show... 
   En flyver drøner, som så ofte over Londons hustage, gennem rummet og eksploderer i flammer, da den knuses mod muren. 
   Salen syder, mens Pink Floyd gror frem for publikums øjne i den nu lilla, scarlagen og pink røg. 
   Gennem musikken høres nu barnegråd. Mama loves her baby and daddy loves you too... 
 

Som i havfruens have 
   Lyset skifter til lilla-grønt, helt uvirkeligt som i havfruens have. Foran scenen flyder en henslægt lyserød tøjdukke, lille Pink. Det er hans trælse opvækst, vi skal følge: Fra fødslen og moderens klæbende kærlighed, gennem skolens spaghettimaskine, via rockmusikkens opgejlede idoldyrkelse, til livets uretfærdige vilkår og ensomhed, ned i fængslets isolation og til sidst ud i friheden - på den anden side af muren - The Wall. 
   Alt det, skal vi gennemleve inden for den næste to og en halv time. All in all it was just another brick in the wall, all in all it was all just bricks in the wall... 

   Publikum rækker sig frem mod heltene. Skråler, synger, svajer. En caribian-looking tilskuer skråt foran i glitrende hvid skjorte og med en strålende sten i øret presser armene fast omkring hovedet. 
   I takt til musikken kaster han i pludselige stød armen skråt opad som i et heil, men med en knyttet hånd til skrigene: all in all...just bricks in the wall. 

We don't need no education 
   Der er langt fra de få beherskede og sofistikerede følelseskontrollanter deroppe på scenen ned til de mange kontaktsøgende i salen. 

   Meget langt. 
   Arbejdsløshedens trauma følger uundgåeligt med ind i Earls Court Arena, selv denne euforiske mandag aften. 
   Række efter række - tøjmæssigt nedslidte unge venter på de bedste af alle linier, de trodsige: We don't need no education... - et skrig og et budskab, Thatcher-regeringen i kynisk spareiver iler med at efterkomme. 
   Men hvad så istedet? 
   En populær London-radiostation, som laver hotte programmer og spiller den nyeste musik, afbrydes af reklamer med spørgsmål som dette: "What are you gonna do, when you leave school?" 

   En anden svarer: "I wanna do something exiting." 
   Og det er åbenbart, at denne unge stemme kommer fra en af "vores egne", det er ren cockney. 
   Første stemme: "But Where will you find that in London?" 
   Og så kommer løsningen ligeså evergreen som håbet: "In the army." 
   Den første stemme bryder ind. Rådgiver. Ulven har nu spist kridt: "To your closest army career office." og videre til de helt tungnemme: "You'll find it in the telephonebook. Just look lunder army. It's that easy." 

   Er det neglebiderne i denne hal, som i mangel af andre muligheder får job med løfte om rejser (around the world) og 50 "quit" (pounds) om ugen, som skal strømme ned til hæren og flåden uden nogen sinde at stille et spørgsmål eller få at vide, at de kan ende med at blive skudt i Belfast? 

Lille Pink under observation  
   Nu vokser symbolet på læreren, en fem meter lang marionet af makabert udseende op foran muren på scenen. Den onde drøm fra den sorte skole står lysende klar på Pink Floyds snehvide mur. 

We don't need no education 
   Salen suges med. Skriger, stamper, klapper, langsomt bygges muren op sten for sten, mens showet glider frem for vores øjne. Muren gøres højere og bredere. 12 lag mursten, af form som kæmpehøjttalere, lægges oven på hinanden. Langsomt, men uundgåeligt, bliver muren en virkelighed på scenen. Lysbilleder raser henover bagtæppet. Som rumskibe løfter to kraner lysfolk op bag gruppen. Blå glimtende øjne og lyskastere. UFOer, som hæver og sænker sig.

   Dut-dut ... dut-dut, en engelsk telefons typiske ringetone bryder gennem salen. 
   Lille Pink synger med hjertegribende angst: Mother do you think, they'll drop the bomb... 
   Og senere: Mother should I build a wall... 
   Mens muren stadig bygges op, hæver et absurd moderdyr sig over den. 
   Og idet det lyder: Mama's gonna check out all your girlfriends for you, tændes  moderdyrets øjne som søgende, seende spotlights. Lille Pink er under observation. Publikum summer af behov for kontakt. Musikken holder. Teknikken holder. Teksten holder. Showet holder, men også afstanden holder og holdes. 

     Vi er lidt ensomme herude foran lydmuren. 
   På skærmen bag gruppen danser karikerede planter parringsdans, de snerleagtige blomster ender som dragehoveder og opsluger hinanden efter den indledende petting. 
   Muren er blevet massiv. 
   Kun tre glughuller er tilbage. What shall we use to fill the empty spaces... 
   Stenene lægges. Heltene forsvinder, kun Roger Waters ( som også har skrevet hovedparten af musikken) står tilbage: There is nothing you can do to make me change my mind, goodbey. 

   Den sidste sten fylder hullet ud. Pink Floyd er borte... 

Nazifarverne i loftet 
   Nedlsidte gummisko og skævhælede støvler stamper i gulvet. Bifaldet runger i Earls Court. 
   "30 minutters pause til anden del." 
   Der er 88 lysende røde exit-skilte. Lamperne tændes og vi misser med øjnene, gnider ørerne, som stadig er tilsoppede med lyd. 
   Ti sorte bannere med to krydsede hamre i rød-hvide cirkler vifter sagte i loftet. 
   Nazifarverne. 
   Lys- og lydbilledets fortryllelse nedbrydes af neonlyset, og man kansvagt begynde at fundere over, hvor grænsen mellemoprørets Disney-World æstetik og fascismens suggestive massemøder går. 

   "Beauty walks a razors edge," sang Dylan. 
   Er naboen på sædet en søanemone på vej mod Nirvana eller en potentiel støvleklædt heilende skrårem? 
   Fjernt deroppe stod de. På samme tid skræmmende, uvirkelige og dragende i lyskasternes mangefarvede tåger. 
   De afbidte negle har ikke mange chancer. Hvem har svaret? Hvem har løsningen? Thatcher eller Floyd? Er det hele i sidste ende et fedt. Går krisens besparelsespolitik på social- og uddannelsessektoren i England i virkeligheden smukkere hånd i hånd med oprøret og skriget om "No education" end mangt et brudepar? 
 

Kærlighedsløst samvær 
   Pausen brydes uden forvarsel. Lyset slukkes og musikken begynder. Hey You. 
   Den pink tøjdukke sidder ensom foran den meterhøje (fængsels-)mur. 
   Is there anybody out there? lyder det fra et sted bagved muren. 2. akts joints tændes. Lighterne flammer i mørket. 
   En lem af mursten glider ned, og et flimrende tv-apparat kommer til syne: Is there anybody out there... 
   Publikum sukker. Der er der. Er Floyd-erne der også? 

   Lille Pink turer nu rundt som en fremmed alle steder. Hans møde med sex og stoffer vises gennem altfortærende kvindemonstre i svævende oppustet plastic, og i psykedeliske film med kærlighedsløst samvær. 
   Will some cold woman in this desert land, make me feel like a real man. 
   Fra et hul højt oppe i muren toner en akkustisk guitarsolo ud over os. Lyset er blå-hvidt. 

Remember Vera Lynn?  
   Dut-dut ... dut-dut. Lemmen foran tv-apparatet er nu Pinks dagligstuegulv. Uden for vinduet i stuens baggrund flimrer storbyens neonreklamer. Indenfor i stuen flimrer tv'et. Store Pink er alene hjemme. Mikrofonerne er både ølflaske og telefonrør. Store Pink er ensom. Store Pink ringer. 

   Oooh babe, when I pick up the phone there is still nobody home... 
   Dagligstuen er 1959 med 80'ernes ensomhed. Bombefly og marchkolonner hvæser som lysbilleder og film hen over midten af muren. 
   Vera Lynn, Floyd'ernes barndomsheltinde toner frem i scener fra hjemmet og fronten. 
   Does anybody here remember Vera Lynn, remember how she said that we would meet again, some sunny day... 
   Størsteparten af publikum husker næppe Vera Lynn. Pink Floyd gruppen er selv født under og lige efter 2. verdenskrig - mellem 1943 og 1946, men for flertallet af publikum er Vera Lynn selv her i England i bedste fald camp. 

   "Bring the boys back home". Billeder fra blitzen, krigen og freden ruller over muren. 

Vanviddet som symbol  
   Pause. 
   Muren er nu henlagt i mørke. Frem kommer en hvidkitlet mand, lægen. Han synes lillebitte mod den kæmpestore flade, men hans skygge står skarp og grotesk. 
   Hello, is there anybody in there... synger han indsmigrende. I hear you're feeling down. I can ease your pain... 
   Svaret på lægens spørgsmål kommer fra en smertelig smuk guitarsolo, spillet højt, højt ope fra murens overkant. 

   Lyskasterne som bader musikerne nagfra i snehvidt lys, rammer hallens loft og afslører "the bricks in the wall" deroppe - mursten på mursten i gulgrå farver. Som i Floyd'ernes mareridtsagtige, upersonlige verden. Hvis man græder til rockkoncerter er det nu. 
   I Pink Floyds verden er vanviddet et symbol på alle dem, den strømlinede kommercielle verden ikke har plads til. Her må lægerne, institutionerne træde til med personlighedsudviskende midler. 

Fascistisk rockband 
   En af gruppens oprindelige medlemmer, Syd Barrett røg helt tilbage i 1973 ud i en psykoselignende tilstand. senere dukkede han frem, "kom hjem" op til indspilningen (i1975) af gruppens sande tåreperser Wish You Were Here. Sangen Shine On You Crazy Diamond blev tilegnet Syd Barret, da det blev åbenbart for alle, at han var og blev den fortabte broder. 
   Drengene på scenen "kommer også hjem" - ud foran til os, ud foran muren, som stadig står der urørlig, massiv og hvid, tværs over den 70 meter brede scene. 

   I en robotagtig fremstilling begynder showet forfra. Toastmasteren messer, nu klisteragtig grå - under salens hvislende protester - sine formaninger ud: "Intet fyrværkeri... No destruction, please... Ingen tape eller video - eller casetter, ingen kameraer." 
   Men lille Pink er væk. Et Fascistisk rockband har overtaget scenen. De krydsede hamre, fra bannerne, T-shirts'ne og stortromen marcherer som (nazi)hæren frem over muren i tegnefilm. Støvletramp. 
   Musikerne og det sortklædte vokalensemble marcherer foran muren. Roger Waters løfter armene i vejret. Omfavner han os, men han heil'er? Fascismen har overtaget de sorte, jøderne, hashvragene - alle som ikke er konforme skal forfølges. "Up against the wall" med dem. Og muren dækkes af tre enorme diasprojektorer, skydeskiver og sigtekorn. 
 

Medløberne 
   En kæmpe plastgris - the big old bad-smelling pig - kommer sejlende ind over salen. Dens øjne er lyskastere. Den ser os, den svinger rundt og rundt, og danner skygger på muren. De krydsede hamre fra bannerne marcherer stadig frem. Håndtagene er støvler - hammerhovedet hjelme eller råbere. Lyde, march, støj bryder sammen om os. De krydsede hamre bliver til fangevogtere, opsynsfolk. 
   Sitting in my bunker... isoleret i sin bunker, bange lille Pink sidder ensom, for alle medløberne, ormene: "Waiting to follow the worms". Men så stå Pink af. Han underkaster sig en retssag og konfronteres i en (sygelig) tegnefilm af karrikerede barndomsminder med sin opvækst. 

   Moderen, som ville beskytte ham og vugge ham, får arme som klæbrige planter og dernæst fængselsmure. Skolen, hvor den æselørede lærer med bambusstokken undertrykker eleverne og putter dem i en skolespaghettimølle, men selv undertrykkes han af sin kæmpemæssige kone. 

Muren sprænges 
   Ægteskabet. Kvinderne er eotiske, men kødædende planter, der ender som drager, flagermus eller blomstermunde/kønsdele. 
   Pinks eneste mulighed for at overleve har været at bygge muren omkring sig. Den mur som nu truer med at kvæle ham og gøre ham vanvittig af isolation. Dommeren, en kropdue med hyænetænder og selvglade attituder idømmer Pink den straf, han frygter allermest: "To be exposed before your peers" - at blive fremstillet for sine ligemænd. 

   Men med dommen kommer befrielsen. Muren sprænges. først på tegnefilm. Senere ramler de mange mursten, som showet igennem er blevet lagt på plads, ned under buldren og bragen, og ren, hvid røg strømmer frem. 
   Udenfor muren finder Pink den varme og kontakt, han har længtes efter "The ones who really love you walk up and down outside the wall, some hand i hand, the bleeding hearts and the artists make their stand..."  

Manglende vibrationer 
   Tilbage sidder publikum. Salen forlades forbavsende roligt. Gode beat- og rockkoncerters fede vibrationer mangler. Showet var flot. Meget flot. 

   Folk strømmer ned mod undergrundsbanen, mod natbusserne og mod den glitrende Earls Court Road. Stopper ved Take-Away Fish and Chips-boder eller går ind i pizzaland på hjørnet. 
   Heller ikke ved "århundredets koncert" fik de unge andet svar end det oprørske, men også meget kortsigtede: 
   We don't need no education...